Untitled Document

Behandlinger

 

Hvad er GESTALTTERAPI?

Lidt baggrund.

Gestaltterapien blev udviklet af Frits og Laura Perls i tiden fra 1940 og frem til 1970. Begge var uddannede psykoanalytikere og under indflydelse af de kulturelle, sociale og filosofiske strømninger, der herskede i denne periode.

Blandt de retninger, der specielt fik indflydelse på gestaltterapien og dens metode og principper, er først og fremmest gestaltpsykologien, men eksistentialismen, fænomenologien, taoismen og zenbuddhismen har også påvirket udformningen. Jacob L. Morenos arbejde med psykodramaet som terapeutisk middel samt psykoanalytikeren Wilhelm Reichs arbejde med karakter- og kropspanser har ligeledes været vigtige inspirationskilder.

Lidt om gestaltterapi.

Gestaltterapien er en oplevelsesorienteret psykoterapi, der styrker den enkelte i at opleve sig selv som et unikt, levende og ansvarsbevidst væsen.

Gestaltterapiens metoder er enkle og virkningsfulde, en fremadrettet proces, der eksempelvis stiller spørgsmål som: Hvad sker der? – Hvad mærker du? – Hvad ønsker du? – Hvad undgår du? – Hvad får du ud af det?

Den psykodramatiske metode hjælper med til at synliggøre, forstå og integrere menneskets ubevidste sider, som f.eks. viser sig gennem drømme, fantasier, følelser og i forskellige kropslige spændingstilstande.

Gestaltterapiens mål er at hjælpe den enkelte til at opdage egne ressourcer og integrere disse, at genfinde troen på sig selv samt tage ansvar for sit eget liv.

Citater:

"Alt hvad der eksisterer, er her og nu. Fortiden eksisterer som erindring, nostalgi, fortrydelse, krænkelse, fantasi, legende, historie. Fremtiden eksisterer i den aktuelle her- og nu-situation som forventning, planlægning, øvelse, venten og håb eller rædsel og fortvivlelse. Gestaltterapien tager sit udgangspunkt i, hvad er der her og nu, ikke i hvad der har været, eller hvad der kunne komme.

Det er en eksistentialistisk – fænomenologisk fremgangsmåde, og som sådan må den være oplevelsesorienteret og eksperimenterende. Den faktiske oplevelse af en hvilken som helst situation behøver ikke at blive forklaret eller fortolket. Den kan man være i direkte kontakt med, føle og beskrive her og nu. Gestaltterapi beskæftiger sig med det åbenbare, med det der er umiddelbart tilgængeligt for klienten eller terapeutens opmærksomhed, og som kan deles og udfoldes i den kommunikation, der foregår i øjeblikket".

Oversat fra Laura Perls bog: The Growing Edge of Gestalt Therapy.

 "Den almindelige overbevisning, at man bliver "lavet om" igennem psykoterapi, er ikke rigtig. Tværtimod bliver man endnu mere sig selv, accepterer sig selv bedre, holder mere af sine fejl og har mindre behov for at forvente en eller anden personlig ændring, før man kan begynde at leve sit liv. Der var nemlig intet i vejen med den personlighed, man havde – eller den personlighed, man er. Problemet er den manglende fleksibilitet i at være den, man er - og kravet om at skulle ændre på det".

Lars J. Sørensen; Særpræg – Særhed – Sygdom. 1996.

 


Untitled Document
Klinikken Livsharmoni, Benzonsvej 5, 2000 Frederiksberg,